Bikubenfonden tildeler Udstillingsprisen Vision 2026 og 4 mio. kr. til realiseringen af kunstprojektet Fjorden under jorden, skabt af Skovgro. I kunstprojektet tager fat vi på en af vores store fælles udfordringer: Hvordan beskytter vi vores grundvand og sikrer rent drikkevand i fremtiden?
Fjorden under jorden er et kunstprojekt og en samfunds- og landskabsvision, der tager afsæt i en af tidens største samfundsudfordringer: Beskyttelsen af vores grundvand. Projektet ledes af en stærk gruppe af kunstnere, arkitekt og kunsthistorikere med solid kunstnerisk erfaring – også i at skabe nye natur-kultur rum.
“Vi er super stolte over den unikke mulighed, Skovgro har fået. Vi har brug for at skabe og realisere nye landskabsforestillinger sammen – og her kan kunsten noget helt særligt“, siger Lotte Rømer Grove, leder af Skovgro.
Kunsten synliggør og inviterer til fælles transformation
I de kommende år vil kunstnere, forskere og lokale aktører gå sammen og udvikle levende grundvandsparker, hvor de tænker rent drikkevand, biodiversitet, skov, naturlig hydrologi og offentlig adgang til landskabet sammen.
Kunsten spiller en central rolle i projektet. Den er en metode til at bringe os sammen om at
forestille os og skabe fremtidens landskaber. Projektet kommer blandt andet til at rumme kunstværker, kunstneriske residencies, læringsforløb og offentlige forsamlinger.
”Under markerne ligger en fjord, vi ikke kan se. Vandet bevæger sig gennem jordens lag,
under vores byer og ind i vores liv. Med kunsten vil vi gøre den usynlige fjord nærværende
og forestille os fremtidens landskaber, hvor vandet igen får lov til at flyde frit, hvor lydene fra natur og frøer kommer tilbage på landet, og mennesker ikke står udenfor naturen, men midt i den,” siger Nis Rømer.
Prisens jury fremhæver netop Fjorden under jordens evne til at gøre kunsten til en
transformerende metode og drivkraft for erkendelse, fællesskab og samfundsmæssig
omstilling – nu og ind i fremtiden.
Læs mere om Fjorden under jorden her på hjemmesiden og om tildelingen af visionsprisen 2026 til Skovgro på Bikubenfondens hjemmeside.
Fjorden under jordens kernepartnere
Fjorden under jorden er organiseret omkring fem “aktører” – Skoven, Fjorden, Mosen, Observatoriet og Parlamentet for det mere end menneskelige.
Hver “aktør” har en kernepartner og en række samarbejdspartnere fra forskning, forvaltning og civilsamfund. Hos alle aktører er vandet i centrum. Vandet flyder og forbinder aktørerne.
- Skovens kernepartner er Skovgro
- Fjordens kernepartner er Kystliv Holbæk
- Mosens kernepartner er Naturpark Åmosen
- Geologiens kernepartner er Observatoriet
- Parlamentets kernepartner er Holbæk Kommune
Herudover samarbejder projektet bredt med bl.a. FORS og andre vandforsyninger, Dansk Økojord, samt forskere fra DTU, KU, RUC og SDU.
Fakta om Fjorden under jorden
Fjorden under jorden er et kunstprojekt og en samfunds- og landskabsvision, der tager afsæt i en af tidens største samfundsudfordringer: Beskyttelsen af vores grundvand. Gennem kunst udvikler Fjorden under jorden levende grundvandsparker, hvor rent drikkevand, biodiversitet, skov, naturlig hydrologi og offentlig adgang tænkes sammen med lokale fællesskaber.
Over tre et halvt år samler projektet kunstnere, forskere, borgere, kommuner og vandforsyninger om at udvikle nye landskaber, læringsforløb, residencies, offentlige forsamlinger og kunstværker i og omkring Isefjorden, Roskilde Fjord, Åmosen og Brorfelde på Sjælland.