Høringssvar fra foreningen Skovgro 6. juli 2022
Generelt mener vi at borgerne skal meget mere med i den grønne omstilling. Vi foreslår at der arbejdes på det perspektiv i udmøntning, strategi og handleplan. Risikoen ved ikke at gøre det, er at de opstillede mål ikke kan nås.
Specifikke kommentarer og ændringsforslag til:
”Holbæk 2050 handleplan – vejen mod en klimaneutral kommune”
Skovrejsning (Side 43)
Skovrejsningsplanen er uden økonomiske midler og politiske instrumenter. Skovgro foreslår at lave en aktiv strategi i lyset af at skovrejsningen er afgørende vigtig for at nå de langsigtede mål i 2050.
- Lav en skovrejsningsstrategi i Holbæk kommune, så vi får mest mulig biodiversitet, CO2 reduktion og natur i kommunen.
- Afsæt midler til at lave gode skove, med ordentlige adgangsforhold og øvrigt udstyr til glæde for borgerne.
- Sæt midler af til at sam-finansiere skov. Det gør det muligt at få mere og bedre skov de rette steder.
- Tænk borgerne aktivt med i skovrejsningen.
- Ved skovrejsning med Growing Trees Network beholder selskabet i nogle tilfælde CO2 kvoten, som derfor ikke kan tælles med i kommunens CO2 regnskab. Det foreslås justeret i planen, så det fremstår korrekt.
Anlæggelse af solcelleparker (Side 25)
Solceller har aktuelt en negativ indvirkning på biodiversitet og skæmmer landskabet. Borgermodstand kan reducere muligheden for opsætning af solceller. Omvendt hvis der ikke sættes krav og rammer kan den aktuelt høje rentabilitet ved solceller medvirke til at der kommer for mange af dem til skade for landskab, biodiversitet og mulighed for skovrejsning.
- Skovgro foreslår at man stille krav om at der plantes skov i forbindelse med solcelleparker, så de afskærmes og bidrager positivt til lokalområdet. Skovplantning og solcelleareal skal arealmæssigt minimum være i forholdet 1:1
- Solcelleparker skal anlægges på en måde så de bidrager til at øge biodiversiteten.
- Solcelleparker bør have lokalt medejerskab og forankring så der sikres lokalt udbytte og borgernes opbakning.
Om Skovgro
Skovgro arbejder for at plante og drive skov i lokale fællesskaber for at beskytte drikkevand, øge biodiversitet og modvirke klimaforandringer. Vi er også en kulturel forening, der skaber viden og kunst om skov. Skovgro har hjemsted i Holbæk kommune.
www.skovgro.dk