Den 30. marts: En dejlig søndag eftermiddag i sol og lærkesang tog vi hul på at tilplante Skovgros nyeste jordstykke ved Nyrup. Mere end 1000 træer og buske kom i jorden ved fælles hjælp: Fuglekirsebær, benved, hassel, egetræer og andre hjemmehørende arter – under vejledning af skovfoged Asger Hans

En stor tak til de ca. 40 deltagere, der mødte op for at sætte spaden i jorden i godt selskab. Dejligt at opleve en blandet flok med jord under neglene: Unge og ældre, lokale og byboere med længsel efter det grønne.

Plantedagen var det første lille skridt til at omdanne jordstykket ved Nyrup Vandværk til natur. Dette jordstykke har tidligere været konventionelt dyrket. Derfor er jorden også hård at arbejde med visse steder.

Med inspiration og vejledning fra skovkyndige eksperter planter Skovgro jordstykket til over flere år for at hjælpe jord og planter på vej så natur-nært som muligt. Og sammen med den lokale styregruppe for Nyrup Jordstykke og lokale samarbejdspartnere, fx skoler, lokalråd og virksomheder, skaber vi et fællesskab om natur, hvor alle kan være med.

Skal du med næste gang?

Skovgros plante-aktiviteter er åbne for alle. Det kan fx være plante-og så-dage, hegning, insekternes dag m.v. Hold øje med  arrangementer og plantedage her på nyheder eller tilmeld dig vores nyhedsbrev